Categories
Sommerhaven

Blomster til skyggefulde steder

Til krukkerne på nordsiden af huset med skygge, er der både planter med flotte blomster og flotte blade at vælge blandt

Det er vigtigt at vælge den rigtige plante til at gro i skyggen, så den rigtig kan blomstre og give farve på nordsiden af huset, i carporten eller under det store æbletræ i haven. Ofte ender man med at vælge en buksbom, men der er mange muligheder for at få blomster her om sommeren. Udfordringen er blot at finde de rette planter, for en flot sommerblomst, der plantes for mørkt bliver hurtigt ranglet og trist at se på, og man får slet ikke glæde af de mange smukke blomster, som man har gået og ventet med længsel efter. De gode skyggeplanter, holder sig flottest i skyggen og bliver hurtigt forbrændte i solen, – så pas godt på dem.

Efeu

7 planter til skyggen

Prøv disse planter, der med blomster eller flotte blade giver lidt sommer på nordsiden af huset.

  • Efeu: Lange grene med brogede, grønne, små eller store blade. En nem plante både udenfor og indenfor i vindueskarmen.
  • Fuchsia: Med sine aflange blomster i røde, hvide og blå nuancer, er fuchsiaen en elsket plante. Kan bruges som små planter, som store buske eller hængende i ampler.
Fuchsia
  • Sølvnyresnerle: Kendes også under navnet dichondra silverfalls Lange ranker af sølvblade til at forskønne alle sammenplantninger, eller til at løbe rundt i bedet mellem de andre blomster.
  • Kongebegonie: En stor flot plante med brogede blade og en smule blomster.
  • Oxalis: Kløveren er en lille plante med fine blomster, der er blevet populær de senere år og står rigtigt flot i en lille krukke eller som del af sammenplantninger.
Flittighans
  • Flittiglise: En klassiker, der blomstrer på livet løs. Den findes i mange forskellige farver, størrelser og som dobbelt blomstret. God i krukker og som kantplante . Varianten med de store blomster og blade kendes også under navnet Flittighans
  • Hortensia: Med de store kupler af blomster, er den svær at tage fejl af. Den kan god ikke stå i fuld skygge, men foretrækker en smule sol i løbet af dagen.