Tomatplanter og knibning hænger sammen for langt de fleste sorter. Desværre siger mange at det er svært at gøre, hvilket får mange nye drivhusejere til at droppe tomatplanterne i første omgang. Men det er slet ikke svært, så der er ingen undskyldning for ikke at købe en tomatplante eller to og så bare komme i gang.
Derfor kniber man tomatplanter
De fleste tomatsorter gror højt op i luften og laver masser af sidegrene, der også får mange blade og tomatklaser. Man kan godt lade sideskuddene blive siddende, men der kommer nemt for lidt luft omkring planten, hvilket giver råd. Desuden bruger planter alt for meget kraft og tid på at sætte blade i stedet for tomater, og bliver nemt for tung, så man risikerer at planten knækker. Busktomater som Totem og Tumbler holder sig lave og meget kompakte. Man kan eventuelt fjerne enkelte sideskud, så de tilbageværende tomatklaser bedre kan udvikle sig.
Fjern sideskuddene
Man kan altid knibe sideskuddene, men pludselig bliver de så store, at det kan være svært at skelne mellem ønsket og uønsket vækst. Det er også værd at huske på at knibningen efterlader et sår på tomatplanten, og det derfor er bedst at knibe skuddet når det kun er et par cm stort. Kig efter sideskuddene ved de store sidegrene på tomatplanten – de ligner en lille ekstra plante med egen stamme og et par blade. Tag fat med et par fingre helt nede ved sammenføjningen og knib skuddet ud til siden, så det knækker af. Undgå at rive for meget af planten af ved knibningen, da det giver et større kødsår på tomaten. Husk ikke at beskadige toppen, da tomatplanten så stopper med at sætte flere tomater, og nøjes med at modne dem, den allerede har.
Fordelen ved flere stammer
Nogle vælger at lade tomatplanten have to eller tre stammer, da det giver mulighed for flere tomater på samme plante. Det kræver mere jord og plads omkring tomatplanten for at den kan udvikle sig bedst muligt. På den måde kan man nøjes med færre planter i drivhuset og stadigt få et stort udbytte.
