Nyd friske tomater plukket lige udenfor din altandør. Det er lettere end ved første øjekast selv at dyrke tomater, selv på små steder. Tomater kan dyrkes alle steder med sol og læ, og de fleste altaner har plads til en potte eller kapillærkasse med tomatplanter.
Valg af tomatsort
Der er mange forskellige typer af tomater at vælge imellem, og det kan være svært at vælge om det skal være store, gule tomater, den klassiske røde tomat eller måske de smagfulde cherry-tomater der skal stå på hæderspladsen. Til altanen er det bedste valg dog at vælge tomatsorter, der er hårdføre og kan tåle lidt kulde samt ikke er for modtagelige overfor sygdomme. Gode sorter til altanen er gemini, harzfeuer eller busk-tomaten totem. Det er alle tomatplanter, der er kendt for et stort udbytte, hårdførhed og med en dejlig smag.
Placering af tomatplanterne
Plant tomater op ad en varm væg med læ og masser af sol. Vælg en god, stor potte eller plant to tomatplanter og en basilikum i en kapilærkasse på altanen. Sørg for rigeligt med vand og gødning et par gange om ugen. Man kan også vælge at bruge gødningstabs, der giver tomatplanten den rigtige mængde gødning over længere tid. Husk at knibe de almindelige tomatsorter og bind dem op, så tomaterne bliver flot modne.
