Kulden kommer og georginerne begynder at visne ned. Du kan overvintre de smukke blomsters knolde og have glæde af georginerne igen til næste år. Det behøves ikke at være helt så svært som det lyder. Gevinsten er en endnu flottere plante til næste sommer. Georginernes knolde bliver større år for år – og dermed får du også større og kraftigere planter og blomster med tiden Georginer.
Det er som hovedregel i oktober du skal grave georginerne. Knoldene tåler ikke frosten, der ødelægger dem og gør dem helt splattede. Så selvom der er flotte blomster på georginerne endnu, er det med at få taget knoldene op før frosten kommer. En enkelt nat på nulpunktet kan godt gå an, men vent ikke for længe.
Sådan overvintrer du dine georgier
Der er en række forskellige opgaver i løbet af efteråret, der skal løses for at kunne overvintre dine georginer. Det vigtigste er at undgå frost, finde et godt sted at opbevare knoldene og passe på dem hele vinteren.
Klip, grav og tør
Væksten sættes i stå ved at klippe stænglerne af 10-15 cm over jorden. Grav georginerne op og ryst det meste af jorden af. Lad den sidste jord tørre ud, så knoldene ikke rådner når de overvintres. Det er meget vigtigt at have tålmodighed med tørringen og bare vente på at jorden falder af knoldene. Du kan lægge georginerne i åbne kasser eller oven på aviser på gulvet. Det vigtigste er at det er frostfrit og at der ikke er for stor luftfugtighed. Du skal ikke dele georginerne, selvom det er fristende. Det giver bare snitflader, hvor der kommer saft ud, der kan give råd. Det kan være en god idé at sætte mærkater på bunkerne af georginer, så du kan huske hvilke farver du har lagt hvor.
Opbevaring
Det gælder om at finde et sted, hvor der ikke er for fugtigt, ikke for varmt, frostfrit og rimelig stabile forhold hele vinteren. Gode steder er kældre og udhuse. Start med at finde nogle kasser til at opbevare knoldene i. Læg et lag savsmuld, sand, halm eller avispapir i bunden og så et lag knolde. Hvis du vil have flere lag i samme kasse, skal der et tykt lag halm eller hvad du har valgt i mellem knoldene. Det er vigtigt at de ikke afgiver fugt til hinanden, da de ellers rådner i løbet af vinteren.
Kig lidt til georginerne når de overvintres.
Hvis du kigger til knoldene af og til, har du mulighed for at opdage hvis nogle af knoldene begynder at rådne. Så kan du skynde dig at fjerne de dårlige knolde før det spreder sig til alle de smukke georginer. En anden vigtig ting er at holde øje med, om knoldene er ved at blive helt runkne og indtørrede – så er det på tide at finde sprayflasken frem og give et lille, bitte pift med vand, evt en smule atamon (forhold 1:10). Selvom georginerne overvintres, skal de ikke tørre helt ud, for så dør de.
Sætte georginer til næste år
Når du tror frosten er ved at være væk, dvs. en gang i maj-måned, graver du huller til knoldene i haven. Jorden skal vandes godt til, og hvis du har noget omsat kompost er det oplagt at blande det i jorden. Det giver ekstra godt med gødning til georginerne at gro af. Læg knoldene ned i hullerne med en passende afstand, og lad den gamle stilk stikke lidt op af jorden. Dæk til igen og vand efter. Og så er det bare at vente på at georginerne dukker frem af deres vinterdvale.
