Hjælp – mine tomater er slet ikke flotte og bliver helt sorte og rådne i bunden. Det er den trælse griffelråd, der er på spil og ødelægger årets længe ventede høst. Heldigvis er der flere ting, du kan gøre for at komme skidtet til livs.
Hvad er griffelråd
Tomaterne, peberne og auberginer kan alle blive ramt af griffelråd, hvor bunden af frugten eller kernerne, bliver sort og rådden. Det er ikke svamp, der er på spil. Det er simpelthen en mangelsygdom, hvor tomatplanten ikke får nok calcium med op i tomaterne. De vigtige byggestene mangler og tomaterne kan ikke blive “stive” nok til at holde vægten af frugtkødet – og så skvatter tomaten sammen og rådner i sig selv. Griffelråd kan komme, hvis der ikke er nok calcium i den jord, man bruger – det er ofte tilfældet i de billige plantesække. Det er også et problem med vandbalancen – er jorden for tør, kan calciumet ikke blive transporteret op til tomaterne og kommer der pludseligt en stor portion vand, bliver calciumet fortyndet for meget, og så kommer der også griffelråd. Endelig kan grunden være at der er for meget kalium eller magnesium i jorden, da det udkonkurrerer calciumet på vej ind i tomatplanten.
Red tomaterne
De ramte tomater er desværre ikke til at redde når først skaden er sket. Pil tomater med griffelråd af og smid dem på komposten. Og så er det med at komme i gang med at redde resten af høsten.
- Luft ud i drivhuset om natten når vi kommer hen på sommeren. Tomatplanterne rådner når der er for fugtigt. Al den væske gør det også for nemt at skaffe vand, så tomatplanten laver ikke et ordentlig rodnet, der effektivt optager calciumet.
- Nok vand er vigtigt for tomatplanten. Sørg for at jorden er fugtig hele tiden, så planten har noget at bruge til at gro af. Når det bliver rigtigt varmt i drivhuset, er det godt at tjekke om jorden også er fugtig 20-30 cm nede i jorden. Vent ikke på at bladene hænger, men vær på forkant.
Omvendt må tomatplantens rødder heller ikke stå i vand, da rødderne bliver “dovne” og ikke bliver særligt store. - For meget gødning giver for kraftig vækst og risiko for alt for meget kalium og magnesium. Pas derfor med ikke at give for meget gødning når de første tomater begynder at dukke op.
- For lidt gødning giver også problemer, for så er der ikke næringsstoffer til tomaterne at gro af.
- Plantesækkens tomater kan redes ved én gang at tilsætte ½ dl citronsaft til 3,5 l vand og hælde det ned i vandbeholderen.
- Næste år kan det være en god idé at blande lidt kalk i jorden før du planter tomaterne, for så er du mere sikker på at der er nok calcium at tage af.
