Anti-inflammatorisk Kost er en tilgang til maden, der er blevet voldsomt populær i Danmark indenfor de seneste par år. Der er ingen entydig definition på hvad begrebet dækker og præcis hvilke fødevarer, der er de ultimativt bedste og korrekte at spise, men det kommer lidt an på hvilke folk, man mest følger. Dét, der er enighed om er at det er en kosttype, der skal hjælpe kroppen med at mindske inflammationen i kroppen og give kroppen mulighed for at hele sig selv, så du kan opnå et bedre helbred med mindre gener fra sygdomme.
Kosten har fokus på at mindske forbruget af dårlige fødevarer (fx forarbejdede fødevarer, tilsætningsstoffer, gluten og tilsat sukker) og samtidig få mange flere af de gode grøntsager, kød og fisk. Der fremhæves tit en række bestemte fødevarer (fx valnødder, fede fisk, nødder, ingefær og blåbær) der giver ekstra mange vitaminer og fodrer de gode bakterier i tarmen. Kosttypen giver også mulighed for at spise begrænsede mængder af hvede og gode oste og en rød bøf indimellem. Se en mere deltaljeret oversigt her.
I anti-inflammatorisk kost er det også vigtigt at få styr på stress-niveauet, motionere regelmæssigt og have gode søvnvaner. Alt sammen for ikke at påvirke kroppen og tarmenes bakteriesammensætning i negativ retning. I forhold til Autoimmun Protokol er dette en mindre restriktiv tilgang til at hjælpe kroppen. Hvilket også gør det nemmere at tage i byen og få et måltid mad sammen med vennerne end de andre kosttyper. Det er ikke nødvendigt at vælge at følge kun én kosttype – bland opskrifter og tilgange som du lyster. Prøv at holde dig til kosttypen mindst en måneds tid og undgå for meget snyde-mad. Så kan du bedre mærke efter om Anti-inflammatorisk Kost er noget, der virker for dig. Ellers kan du overveje at udelukke en gruppe af fødevarer (fx mælkeprodukter eller natskyggefamilien) for at se om du oplever forandringer.
