Categories
Sommerhaven

Høst dine egne ærtefrø

Det er nemt at høste sine egne ærtefrø fra årets køkkenhave. Opbevar dem tørt hele vinteren og så dem næste år. Nemt og hurtigt

Ærter direkte fra bælgen på havens ærteplanter er noget af det lækreste i køkkenhaven. Men man skal være over dem med det samme, for i varmen bliver ærterne hurtigt alt for modne og melede. Der kommer kun en enkelt omgang ærter på planterne, så enten skal du hive planterne op når du har høstet eller også skal du lade nogle af planterne blive i jorden.

Ærtefrø

Hvis du venter et par uger bliver ærterne tykkere i bælgene og så venter du lige en anelse længere og bliver ved med at vande planterne. Nu begynder planterne at visne og så skal der sikres ærtefrø til næste sæson. Ærterne begynder at være en anelse runkne og tørre. Pluk bælgene af og tag frøene ud af bælgene. Læg ærterne et tørt sted på avispapir eller et stykke køkkenrulle, så det sidste fugt kan blive fjernet.

Brug en konvolut, et kaffefilter eller evt. en plastikbøtte til at opbevare ærtefrøene i indtil næste sæson. Hvis du bruger en plastikbøtte eller -pose er det en god idé at lægge et lille stykke køkkenrulle ned i, så det kan opsuge overskydende fugt. Et enkelt vådt frø kan få alle frøene til at mugne. Du kan også skrive på beholderen hvilken slags frø, der er i. På billedet er der både grønlige og gullige ærter. Det er fra to forskellige sorter, så enten skal man lave en lykkepose eller tjekke de gamle frøposer for at sortsbestemme frøene.