De store, flotte tomatplanter er i gang med at sætte tomater, men sygdomme og skadedyr er ofte en del af pakken. Vi ser nærmere på griffelråd, skimmel, grøn nakke, lus og grøn nakke. Læs hvad det er og hvordan du slipper af med det.
Skimmel
Tomatplanterne og selve tomaterne kan blive ramt af skimmel, der er en svampesygdom. Bladene bliver gule, brune og ofte krøllede. Tomaterne kan også blive lidt runkne og brunlige. Det er specielt i juli-måned den hvidlige belægning begynder at sprede sig på tomaterne, og giver de grimme blade. Skynd dig at smide de angrebne blade og tomater ud, så du begrænser skimlen mest muligt. Sørg for at lufte godt ud, så der ikke bliver for fugtigt for tomaterne. Skimlen kommer når der er fugtigt, og kan nemt få fat i tomatplanterne, hvis de er blevet såret af fx snoren til opbinding eller knibning.
Grøn nakke
Det kaldes grøn nakke, når den øverste del af tomaten ikke modner, men stadig er grøn/gullig. Den grønne nakke er hård og ikke særlig rar at spise. Tomaterne er ikke farlige at spise, men der ryger desværre en masse tomat på komposten eller i skraldespanden.
Problemet er at tomaten ikke har haft de bedste betingelser under modning. Der har været for meget varme kombineret med dårligt optag af kalium. Løsningen er at holde tomatplantens jord fugtig, så rødderne ikke tager skade. Så bliver det nemlig svært at optage nærringsstoffer, også kalium. Du kan også overveje at strø ekstra kalium på jorden omkring tomaten, så der er ekstra til rådighed. Husk også at lufte tilstrækkeligt ud på de varme dage. Det er varmen fra den fugtige luft, ikke selve sollyset, der er med til at give grøn nakke på tomaterne. Lad også være med at fjerne næsten alle bladene på tomatplanten. Bladene er med til at give tilstrækkelig skygge til planten og holde temperaturen nede. Nøjes med at fjerne sideskud og de nederste par bladgrene.
Sprækker på tomaterne
Når der bliver for stor forskel på temperaturen udenfor og indei drivhuset, kommer der nemt sprækker på tomaterne. De får simpelthen svært ved at lave den hurtige omstilling, det kræver at luftfugtighed og temperatur skynder sig at skifte. Det er især bøftomaterne, der bliver ramt. Løsningen er at lade vinduet stå lidt på klem om natten.
Bladlus
De klistrede blade er ofte blandt de første tegn på at lusene er kommet tæt på tomaterne. Når der er rigtigt mange bladlus kan man se de små, bleggrønne dyr kravle rundt. De gemmer sig ofte på undersiden af tomatbladene. Lusene spiser af tomatplanten. Det svækker planten og giver mulighed for svampeangreb. Hvis tomatplanterne er meget angrebne, så smid dem ud før lusene breder sig alt for meget. Nogle vælger at anvende insektsæbe (der kan købes færdigt eller selv blandes), men man kan også vælge at købe nyttedyr til at sætte ud i drivhuset. Det bedste er dog at smide planterne eller blot blade ud. Husk også at rydde godt ud i drivhuset til vinter, så bladlusene ikke kan overvintre og ligge på lur til næste års tomater.
Griffelråd
Hvis bunden af tomaterne bliver sorte og rådne, kaldes det griffelråd. Tomaten er som regel også rådden hele vejen igennem. Så smid tomaterne ud og lad planten sætte nye friske tomater.
Synderen er calcium-mangel. Nogle gange kommer problemet fra billige plantesække med for lidt nærring. Så er det en god idé at lægge lidt ekstra kalk eller en god allround-gødning i det øverste lag af jorden. Andre gange er problemet at tomaten ikke får nok vand, så der ikke trækkes calcium nok med op.
