Chokoladerne her er fyldt med sunde ingredienser fra honning, jomfru kokosolie og carobpulver eller kakaopulver til dem, der tåler det. Lav selv disse nemme lækkerbiskner til at dulme den ekstra søde tand og hav kontrol over hvilke ingredienser, du spiser. Når du køber almindelig chokolade er der altid sukker i. Det kan godt virke som om at få procent i den helt mørke chokolade ikke er noget at snakke om. Det er det måske heller ikke, men for nogle mennesker sparker den lille smule sukker til sukkertrangen og påvirker tarmfloraen i negativ retning. Tit indeholder chokolade også soja-lechtiner eller der er risiko for krydskontaminering fordi fabrikken også anvender mælk, nødder eller æg. Hvis du vil styre præcis hvad du spiser er hjemmelavet det sikreste valg.
Denne opskrift bruger carob-pulver til AIP-versionen fordi kakao er én af de råvarer, der skal afprøves. Nogle personer reagerer negativt på koffeinen i kakaobønnen og fytinen, der beskytter frøet. Hvis du følger antiinflammatorisk kost, kan du fint tilsætte rent kakaopulver (gerne raw) for den kendte, dybe chokoladesmag.
Chokoladerne er en klassisk variant med et strejf af vanilje, men kan også fint smages til med lakrids, forskellige nødder eller tørrede frugter (fx tranebær, banan eller æble).
Ingredienser
- 55 g carob (eller kakaopulver for anti-inflammatorisk)
- 55 g jomfru kokosolie
- 45 g honning
- 1/3 tsk rent vaniljepulver (ikke vaniljesukker)
- 1/4 tsk fint havsalt
Sådan gør du
- Mål ingredienserne af og hæld dem op i en mindre skål
- Rør massen godt sammen så alle ingredienserne bliver en ensartet masse. Hvis det er for svært at røre rundt i, så giv skålen 10-20 sek i mikrobølgeovnen så kokosolien og honningen kun lige bliver blød nok til at røres sammen
- Fordel chokolademassen i en silikone-chokoladeform eller i et 3/4 cm lag i større form af silikone eller kom bagepapir i et lille fad
- Placér formene i køleskabet et par timer, så chokoladerne kan stivne
- Opbevar chokoladerne i en tætsluttende beholder i køleskabet og nyd dem lidt af gangen. Hvis de bliver lidt hvide i kanterne er det blot fordi kokosolien ikke er helt jævnt fordelt.
