Categories
Madvarer

Svinefedt – godt eller skidt?

Svinefedt er meget udskældt for sit indhold af mættet fedt, men der er gode grunde til at bruge fedtet i mindre mængder.

Når de fleste planteolier og sågar smør er udelukket fra kosten, bliver dyrefedt i forskellige udgaver eftertragtede igen. Vi er vant til at høre om hvor dårligt det mættede fedt fra især dyrefedt er, hvorimod nærmest al slags plantefedt er det bedste at anvende til stegning, bagning og på salaten. Problemet med de fleste slags plantefedt er dog at de er udvundet af frø, der indeholder forskellige typer af stoffer, der skal beskytte frøene fra at blive spist. Dette er stoffer som AIP-kosten ikke ønsker indenbords, for de kan bidrage til inflammation i kroppen. Vi kan vælge at bruge jomfru kokosolie, men det giver en meget sød smag til fx frikadeller, mens ekstra jomfru olivenolie giver en markant smag af oliven og ikke altid tåler de høje stegetemperaturer. Både olie fra oliven, kokos samt avokado er lavet af frugtkød, hvilket giver dem en særlig status i forhold til de øvrige planteolier.

Svinefedt

Svinefedt (og andre dyrefedt-typer) har et højt rygepunkt og kan derfor bruges til at stege bøfferne i og lidt friturestegning klarer det også. Et nyere studie, der sammenfattede tidligere undersøgelser viste at der ikke var særlig grund til at frygte at der var en sammenhæng mellem mættet fedt og hjertesygdomme. Derimod har svinefedtet en imponerende mængde D-vitamin i sig
Dermed kan du fint bruge svinefedt eller de andre typer dyrefedt i madlavningen. Overvej som altid at skifte lidt imellem typerne og olierne, så du får en bred vifte af næringsstoffer.

Køb af svinefedt

Det er altid bedst at vælge økologisk, for der er mindst risiko for antibiotika-rester i fedtet og strengere krav til hvad produktet må indeholde. Det kan bare være svært at få fingrene i svinefedt selv i store supermarkeder. Den pakke svinefedt, der er lettest at få fingrene i er Dragsbæk, der har en ret neutral smag og er flot hvid i farven. Grunden til at jeg helst fravælger denne pakke, er at fedtet er tilsat citronsyre, BHA* og propylgallat* for forbedre holdbarheden. Det er stoffer, man kan undgå ved at vælge et andet produkt eller selv at lave svinefedtet. Man kan være heldig at finde en svinefedt fra Gestus i Meny eller Spar. Måske kan man også finde fedt i gode slagterforretninger. Det er også muligt at købe krydderfedt, men vær opmærksom på hvilke krydderier, der er anvendt. Nogle gange kan der være sort peber eller sågar hvedemel for at give den helt rigtige smag og konsistens.

Hvis du selv vil lave dit svinefedt, kan du se opskriften her.

*BHA: Et tilsætningsstof, der giver længere holdbarhed. Fødevarestyrelsen skriver at BHA kan virke hormonforstyrrende, men uskadelig i små mængder.
*Propylgallat: Et tilsætningsstof, der må anvendes sammen med BHA, for at øge holdbarheden på fedtstoffer. Stoffet har også været undersøgt for hormonforstyrrende egenskaber.

svinefedt