Rødbeder er én af de rodfrugter, der giver rigtigt mange forskellige vitaminer (bl.a. B9, A, B1, B2 og C) og mineraler (bl.a. magnesium, calcium, zink og kobber) samt beatin, der hjælper med detox-processer. En virkelig sundhedsbombe og en god måde at få forskellige farver blandet i maden. De bagte rødbeder giver en tung, mættet jordaftig smag, der står godt til tungere simreretter sammen med bagte løg og rodfrugter eller stegt grønkål.
Da rødbeder giver masser af farve til både skærebræt og fingre, kan du vælge at bruge engangshandsker mens du skærer dem i tern. Eller bare se på de røde fingre som et sjovt alternativ til de gule gurkemeje-fingre, der plejer at være der. Jeg plejer at bage rødbederne i et fad for sig selv, så den røde farve ikke bliver vendt rundt på alle de andre rodfrugter og gør det hele rødt.
Ingredienser
- ½ kg rød-, regnbue- og gule beder
- balsamico eddike
- salt
- frisk timian
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 200 grader
- Skræl rødbederne og skær dem i tern 2×2 cm eller i stave
- Vend rødbederne med balsamicoen i et ovnfast fad og drys salt og timian henover
- Bag i midten af ovnen ca 45 min til rødbederne føles bløde. Vend rundt i blandingen en gang eller to undervejs
