Det er nemt at lave sin egen lækre, sunde marmelade helt uden sukker, men fyldt med frosne hindbær og blåbær og chiafrø, lige til at komme på den nybagte bolle eller som topping på skyren og havregrøden. Marmeladen bliver mindre sød end den almindelige hindbærmarmelade fyldt med tilsat sukker, men til gengæld kan du tillade dig at frådse lidt med det.
Kombinationen af hindbær og blåbær giver en dejlig aroma og sødme helt naturligt, hvor jordbær godt kan kræve lidt sukker for at blive rigtigt gode. Gå efter rigtige, vilde blåbær, der er blå hele vejen igennem. Indholdet af det blå farvestof i de vilde nordiske blåbær er 2-3 gange højere end i de amerikanske blåbær, altså indholdet af antioxidanter er markant højere. Flere butikker har økologiske vilde blåbær plukket i Sverige på frost.
Ingredienser
- 225 g hindbær (frosne)
- 100 g blåbær (frosne)
- ½ dl vand
- 3 spsk chiafrø
- ½ tsk vaniljepulver
- ½ tsk fint salt
- evt. ½-1 spsk honning eller ahornsirup
- evt. ½ pære i meget små tern
Sådan gør du
- Hæld bær, vand og evt. pæretern i en kasserolle eller lille gryde og varm langsomt op på middelvarme. Pas på at blandingen ikke koger for hårdt, men sluk for varmen så snart det begynder at boble. Lad gryden stå på pladen et par minutter og stil den derefter over på en rist.
- Rør vaniljepulver og chiafrø i bærrene og lad det køle af til fingervarmt før du rører honning eller ahornsirup i.
- Nu er marmeladen klar til at komme på skoldede glas og stilles på køl. Er marmeladen stadig meget varm, så vent med at lukke låget til og lad glasset stå på køkkenbordet en times tid før det kommer i køleskabet.
- Holder sig fint en uges tid.
