Det er rigtig nemt at riste en sjat kikærter og gøre de ofte lidt melede gnallinger til en lækker snack eller et krydret alternativ til brødcroutonerne på kålsalaten. De er proteinrige og fyldt med kostfibre og hjælper med at holde blodsukkeret stabilt. Rist kikærterne til de er gyldenbrune i ovnen, så er de mest sprøde. Opbevar dem i køleskabet 3-4 dage i en tætlukket bøtte. Du kan variere og eksperimentere med krydringen i det uendelige – vælg dét, der passer til dagens humør eller den ret, de skal spises med. Kikærterne kan også ristes på panden i lidt oliven- eller kokosolie – de skal vendes jævnligt undervejs og de har en tendens til ikke at blive helt så sprøde som i ovnen, men smagen er der intet i vejen med.
Ingredienser
- 1 dåse kikærter eller 100 g tørre kikærter, der skal tilberedes først
- 1 spsk. ekstra jomfru olivenolie
- 1 tsk. fint salt
Krydring: - Den milde: 2 tsk. blanding af timian, stødt ingefær og oregano
- Den spicy: 2 tsk. blanding af stødt ingefær, cayenne-peber og spidskommen
Sådan gør du
- Forvarm ovnen på 200oC
- Skyl kikærterne og lad dem dryppe af i en sigte
- Vend kikærterne med olivenolien og krydderierne
- Fordel dem på en bageplade med bagepapir så de kun ligger i ét lag
- Rist kikærterne i ovnen 25-30 min. De er færdige når de har fået en gyldenbrun farve og knaser lidt
- Lad dem køle let af før servering
