Palmekål er et mildere og mere sprødt alternativ til grønkålens kraftige smag og konsistens. Kålen giver masser af fibre og en anden smagsprofil til aftensmaden. I denne opskrift får palmekålen følgeskab af selleri og løg, der giver skarphed, mens smagen rundes af æblet. Smager rigtigt godt til stegt kylling eller fiskefrikadeller.
Ingredienser
- 200g palmekål
- 2 cm frisk ingefær
- 1 løg eller 3 forårsløg
- 1-2 stilke bladselleri
- lidt jomfru kokosolie eller svinefedt til at stege i
- ½ æble
- havsalt
Sådan gør du
- Skyl palmekålens stængler godt af og skær bladene af på begge sider af stilken. Brug kun bladdelen.
- Skær løg i både og bladselleri i 3mm skiver. Æblet skæres i små tern og gemmes til sidst.
- Skræl ingefæren og riv den på et rivejern eller skær den i meget små tern.
- Varm en sauté-pande godt op med kokosolien og start med at svitse løg og bladselleri.
- Tilsæt derefter palmekålen og ingefær og rør rundt med jævne mellemrum.
- De sidste par minutter tilsættes æbletern, så de ikke når at blive stegt helt til mos.
- Smag til med havsalt og servér straks.
