Kvæder er fjernt beslægtet med æbler og pærer, men kan i mange opskrifter bruges på samme måde. De kan være svære at finde og ligner lidt et æble fra haven, som ikke har det alt for godt og er alt for hårdt, men giv kvæden en ekstra chance. Skrællen skal af og kernehuset kasseres, men så er gevinsten en fantastisk aromatisk smag og duft – en kombination af pære, citrus, en anelse fersken og et hint af rosenolie.
Frugten ligner enten en pære eller et æble, har en flot gul farve med et loddent lag på skrællen. Kvæder er rige på C-vitamin, kalium, calcium, magnesium og phosphor.
Kvæder i madlavningen
Sydpå i de varmere lande kan kvæder spises rå fordi den lange varmeperiode gør dem blødere og saftigere. Men her på de kølige breddegrader er rå kvæder ikke noget at råbe hurra for. De skal koges, steges eller bages til de er bløde, så smagen rigtig kan komme til sig ret.
Den traditionelle måde at anvende kvæder på er at tørre dem og lave dem til te, ofte sammen med sort te, eller lave kvædegelé af dem. De er imidlertid også gode til at blande med æble eller pære og lave grød eller crumble af – faktisk kan kvæderne med fordel erstatte æbler eller pærer helt eller delvist i mange forskellige retter. De giver også en fantastisk smag i gryderetter eller til stegte sild, hvor smagen bliver mere kompleks ved at tilsætte kvæder.
