Categories
Opskrifter

Pulled Pork i Instant Pot

Lækker, saftig og mør pulled pork med masser af smag og sovs på bone broth lavet på under 2 timer i Instant Pot

Pulled pork med coleslaw

Opskriften er AIP, Antiinflammatorisk Kost

Kan Pulled Pork virkelig være en del af en sundere kost? Her gik man og troede at alt der bare minder om burgerbar var fuldstændigt udelukket og så kommer der en opskrift, der kan indgå i Anti-Inflammatorisk Kost og AIP – det kan da overhovedet ikke været rigtigt! Men jo, det kan det – det er ikke forbudt at spise svinekød, men det anbefales at skære ned på det, så det ikke er kæmpe bøffer, koteletter og flæskestege hver dag. De fleste personer kan godt spise rødt kød 2-3 gange om ugen uden problemer.

Det handler om at have fokus på hvor meget kød, der kommer indenbords og især hvad tallerkenen ellers byder på. Spis pulled pork med en stor portion coleslaw uden mælk og æg eller en gang kålsalat og en sjat balsamico rødbeder. Det behøver ikke at være fyldt med snasket dressing eller sukkerfyldt barbecue for at være lækkert – lav din pulled pork i Instant Pot’en (eller en anden trykkoger) for at få den saftig og mør og krydr den med masser af krydderier for at give smag og så en god gang bone broth så er den lige i øjet. Det tager omtrent 1t 45min at lave pulled pork, men du hælde det hele i Pot’en om morgenen og sætte den til at vente med at starte til om eftermiddagen – så er porken klar når du kommer hjem.

Ingredienser

  • 1½ kg nakkefilet
  • 3 tsk, havsalt
  • 3 tsk. tørret timian
  • 3 tsk. tørret oregano
  • 4 tsk. stødt ingefær
  • 1 spsk. æblecidereddike
  • 1 stort løg
  • 2 gulerødder
  • 2 stængler bladselleri
  • ½ L bone broth
  • 2 spsk. tapioka-stivelse (eller majsstivelse)
Pulled Pork i Instant Pot

Sådan gør du

  • Fjern de største klumper fedt og sener fra nakkefileten
  • Brun kødet på alle sider på en varm pande
  • Gulerødder skrælles og skæres over et par gange og løget pilles og deles i kvarte.
  • Kom grøntsager og bone broth i Instant Pot’ens skål
  • Placér nakkefileten oven på grøntsagerne og drys salt og krydderier ud over, så det bliver godt fordelt
  • Indstil Instant Pot’en på 70 min. højt tryk og kør programmet
  • Efter tilberedningstiden er gået skal trykket have lov til at udlignes automatisk for at holde på kødets saft
  • Tag kødet over på et fad og brug to gafler til at rive det fra hinanden. Hæld et par skefulde kogevand over for at kødet ikke bliver tørt og så er der også ekstra smag
  • Tag gulerødder og løg op af Instant Pot’en og indstil den på sauté for at lave en sovs. Lav en jævning af tapioka og lidt vand og kom den ned i kogevandet
  • Lad sovsen koge op et par minutter før du smager den til med salt og krydderier